Storm og Luna – Pegasusserne fra Eviglandet: Kapitel 9-

Kapitel 9: Hvor ligger Ulvefæstningen?-

Vega, Flora, Sia og Lilly red videre. De skulle til Ulvefæstningen, det havde de sammen bestemt. Men hvor lå den? De red længe, uden at vide hvor de skulle hen. Da de kom til et bibliotek, sagde Flora, “vent lige her.” Hun styrtede ind, og da hun kom ud, havde hun en bog om vilde planter med. “Vi er ved at løbe tør for mad, så vi må finde den i naturen,” forklarede hun. “Gider du styre?” spurgte hun så Lilly. Lilly nikkede. Hun satte sig frem i sadlen og hjalp Flora op bagpå. Mens de red fremad i skridt, læste Flora om planterne. Men efter et par timers ridt, faldt en kuvert ud af bogen. Lilly standsede Firefly og hoppede ned fra hesten. Hun samlede kuverten op. Der stod noget på et andet sprog, men det var som om, hun kunne læse ordene alligevel. ‘Itl idg edr akn ælse edt ehr’ stod der. Men ordene formede sig langsomt til ‘Til dig der kan læse det her’. Lilly ville åbne kuverten, men nu stod Vega bag hende. “Det er Eviglandets gamle nationalsprog!” jublede hun. “Det er der ikke mange der kan læse!”

 “Skal jeg åbne kuverten og hvorfor kan jeg læse det sprog?” spurgte Lilly. “For det første,” begyndte Vega, “kan man kun læse sproget hvis man er knyttet til en pegasus og du er tilsyneladende knyttet til Storm. Og for det andet, så åben den kuvert!” sagde hun utålmodigt. Lilly nikkede. Hun åbnede forsigtigt kuverten og trak et billede ud. Det var en stor, sort ruinborg med blodrøde mønstre og smadrede vinduer. Lilly vendte lappen. det magiske sprog stod bagpå. ‘Sulvefætningen. Eadrsse: Vulveejen. Mnumer: !#’. “Det er Ulvefæstningen på billedet,” fortalte Vega. “Den ligger på Ulvevejen, nummer 13.” Vega sprang op i sadlen. “Et kort!” råbte hun. “Vi skal have fat i et kort!” Lilly steg op på Firefly, lidt mere roligt end Vega. “Gad vide hvor der ligger en butik der sælger kort?” mumlede Vega så, mest henvendt til sig selv. “Det ved jeg,” sagde en smuk stemme så. Det lød nærmest som en million små, rolige klokker, der ringede. Lilly vendte sig om i sadlen. En høj, slank dame stod bag hestene. Hun var klædt i en hvid silkekjole og en hvid uldkappe, og hun havde azurblå øjne. Hvidt hår bølgede om hendes skuldre. “Hvem er du?” spurgte Sia. Den mystiske dame rystede let på hovedet. “Jeg er ikke farlig,” sagde hun, med sin klirrende stemme. “Jeg hedder Soleil. Jeg er her for at hjælpe jer.” Sia rynkede næsen. “Jeg kan vise jer en butik der sælger kort.” Sia så tvivlende ud. “Hvem er du, Soleil?” spurgte hun så. “Det fortæller jeg på vejen,” svarede Soleil. Lilly gled ned fra Firefly, det samme gjorde Flora. Flora gjorde en bevægelse med hånden, som for at invitere Soleil op på hesteryggen. “Tusind tak,” nikkede Soleil og bukkede let. Den spinkle dame satte sig elegant op på den sorte hest. Lilly tog fat i den ene tøjle og Flora tog fat i den anden. De trak Firefly, med Soleil på ryggen, i de retninger Soleil pegede. “Og fortæl os så hvem du er,” sukkede Sia. “Jeg kommer fra Vindenes Vang,” begyndte Soleil. “Altid har vi været en fredelig rideskole, med pegasusser. Men en tidlig morgen blev to af mine pegasusser stjålet. Det var Breeze og Wind. Efter det, har intet været det samme. Elowen og Ophelia, mine to døtre, der var stærkt knyttet til de to pegasusser, er dybt ulykkelige. Så jeg tog afsted mod Stalden Eventyr, for at finde hjælp hos min søster, Alvilda. Men jeg er kun nået til den her lille landsby.” Hun sukkede. “Og I kommer vel fra Stalden Eventyr?” spurgte hun så. Vega nikkede. “Er du min moster?” spurgte Sia spagt. “Ja, og Vega og Floras moster?”

“Hvis jeres mor er Alvilda, så ja,” svarede Soleil tungt. Soleil pegede på en butik. “Derinde sælger de kort.” Hun steg ned fra Firefly. “I må have mig undskyldt for at jeg red på Firefly,” sagde hun så. “Min egen hest står i en stald cirka 500 meter herfra.” Hun gik i retning af venstre. “Vent på mig her,” sagde hun, inden hun forsvandt om bag et hjørne. Lilly og Vega gik ind i butikken. “Vi leder efter et kort over dette land,” sagde Vega til ekspedienten. Ekspedienten nikkede og fandt et kort frem. “150 kroner,” sagde ekspedienten og rakte hånden frem. Lilly fandt sin pung frem. To 50’ere, to 20’ere og en 10’er. Ekspedienten nikkede og gav dem kortet. Vega tog imod og gik så ud. Soleil havde fundet sin hest og var allerede fremme. Det var en perlemorshvid hest med helt sølvhvid man. “Det her er Zephyr,” sagde Soleil og begravede sin ene hånd i manen. “Han er opkaldt efter vestenvinden.” Flora nikkede og tog den ene fod ud af stigbøjlen, så Lilly kunne komme op bag på Firefly. “Nu rider vi mod Den Sorte Vej,” bestemte Vega. “Lige nu er vi på…” Hun stoppede  med at tale. “Himmelvejen,” fortsatte Soleil. “I Himmelbyen,” sagde hun og pegede på et sted på Vegas kort. “Aha,” mumlede Vega. “Så skal vi op ad Himmelvejen og så til højre ned ad Vindbuen,” fortsatte hun. “Gider du styre?” spurgte hun Sia og hoppede ned. Sia rykkede frem i sadlen og trak så Vega op bag sig. De satte i rolig trav ned ad Himmelvejen. Himmelvejen var en travl vej, med butikker der solgte stof, smykker, perler, kort, mad, snor og en hel masse andre ting. Da de kom til Vindbuen, var det som at træde ind i en anden verden. Det var en stor, lang vej, der var ret øde. Der lå kun nogle få, spredte huse. “Her kan vi tage en lang galop,” sagde Soleil glad. “Vejen er mindst 500 meter.” De travede et lille stykke og lavede så anspring til galop. Vega holdt kun rundt om Sia med en arm, den anden havde hun kortet. De galopperede længe og satte så ned i trav. “Til venstre,” befalede Vega. De drejede ind ad en skovvej. Der var lysegrønne træer på begge sider af dem, og små blomster dækkede vejen. Solen kastede et rødt skær over hele  skoven. “Vi skal snart slå lejr,” sagde Soleil og pegede i retning af den rødglødende sol. “Jeg kender Solskoven ret godt,” sagde Soleil. De drejede nogle gange og red nogle lige stykker og kom så til en lille rund kuppel af træer, der bøjede let ind mod midten. De stillede tre telte op og kogte suppe. Så lagde de sig ind for at sove.