Storm og Luna – Pegasusserne fra Eviglandet: Kapitel 11-

Kapitel 11: Hvidulven-

De red mod Ulvefæstningen. De havde redet i flere dage og var kommet til hovedvejen i byen Onyxia. “Vi skal bare følge Eldoria-vejen og så dreje til venstre mod Zalthar-kløften,” fortalte Vega. “Når vi så er ved Zalthar-kløften, skal vi over en smal hængebro over kløften og så er vi ved Oscura-byen. Så skal vi følge Ildtorn-vejen, dreje til højre og følge Azuria-vejen , så til venstre på Zynox-vejen, mod Zendara-byen. Og når vi så er i Zendara-byen, skal vi bare ned ad Ulve-vejen. For enden af Ulve-vejen ligger Ulvefæstningen.” Sia sukkede træt. “Jeg stod af ved første vej,” griner hun. “Hvor lang tid vil det tage os at komme til Zalthar-kløften?” spurgte Lilly. “Hm,” mumlede Vega. “Vi skal ad ret mange snoede veje og skovstier, og vi skal springe meget, så cirka 2-3 dage.” Lilly måbede. “Og hvor lang tid fra Zalthar-kløften til Ulve-vejen?” spurgte Flora. “Også 2-3 dage,” sagde Vega, tydeligt skuffet. “Så det vil altså sige,” sagde Flora forfærdet, “at det vil tage os 4 til 6 dage?” Vega nikkede tavs. “Op med humøret, piger,” smilede Soleil. “Vi skal nok finde de forsvundne pegasusser.” De red videre, men så hævede Soleil hånden. Alle stoppede. “Det der er Vidjas-kroen,” sagde Soleil. Hun pegede på en stor, hvid bygning. Den var dækket af mønstre og øverst var der en stor indgang. På indgangen hang et skilt. ‘Velkommen til Vidjas-kroen’ stod der. “Der gør vi holdt i nat,” fortsatte Soleil og red ind ad porten. De blev mødt af en storsmilende mand. “Soleil,” udbrød han. “Sikke en dejlig overraskelse,” fortsatte han. “Hej Amilcar,” sagde Soleil. “Jeg skal bruge mit sædvanlige værelse og et stort værelse til de her fire piger,” sagde Soleil og slog ud med hånden mod de fire piger. “Og vi vil også købe aftensmad.” Amilcar nikkede. “Det bliver…” Han talte op. “550 kroner,” sagde han så. Soleil gav ham en håndfuld penge og bad pigerne stige af hestene. Amilcar piftede, og en mand kom ud og førte hestene ind i en stald. Amilcar førte Soleil hen til hendes værelse og de fire piger til et kæmpestort værelse med fire senge. Pigerne tog nattøj på og børstede tænder. Så gik de i seng. 

                                                * * *

Lilly vågnede tidligt om morgenen. Klokken var kun seks, men det lyste kraftigt udenfor. Lilly stod op og tog tøj på. Så listede hun ned til spisestuen. Soleil sad med en kop te mellem hænderne. I dag var hun klædt i en violet kjole med et hvidt sjal med broderede lysegule blomster med grønne stilke og blade. “Godmorgen Lilly,” sagde hun. “Lyst til en kop te?” Lilly nikkede, og Soleil skænkede en kop urtete op til hende. Lilly drak en slurk og gik så op for at tage noget morgenmad. Hun skar en skive brød og puttede skinke på. “Gå op og væk de andre,” sagde Soleil, da klokken var halv syv. “Og sig at de skal skynde sig.” Lilly løb op på værelset og vækkede de andre. De tog hurtigt tøj på og spiste morgenmad. Så gik de ned til stalden og sadlede hestene op. De satte sig op på hestene og red afsted i skridt. “Nu skal vi i retning af Milinda-skoven. Så nærmer vi os Zalthar-kløften,” fortalte Vega. De satte i trav. Mens de red, hørtes pludselig en puslen. Da Lilly drejede hovedet til siden, så hun to lysende gule øjne og hørte en knurren. “Hvad er det?” spurgte Flora. “Et dyr,” sagde Soleil. I samme øjeblik sprang et stort, hvidt dyr ud, med lysende gule øjne. Skarpe tænder glinsede i sollyset. “En hvidulv!” skreg Sia. Instinktivt satte Firefly i galop. Ronja fulgte efter, men Sia var slet ikke forberedt. Hun greb ud efter Vegas bluse, men fik ikke fat. Hun skreg højt, da hun tumlede ned og landede hårdt på jorden. Hvidulven nærmede sig med høj hastighed. “Sia!” skreg Vega, med tårer i øjnene. Hun skulle til at springe ned fra Ronja for at redde Sia, men blev stoppet af Soleil. Flora fik stoppet Firefly, så Lilly kunne nå at springe af. Lilly løb hen imod Sia, men hvidulven nærmede sig. Den nåede at springe over Sia og bide, rive og flå i hendes ben. I det samme fik Lilly en tanke i hovedet. Hun strakte sin ene hånd ud. Hurtigt råbte hun: “Hvide ulv, læg dit raseri på is, sæt dig ned, på vildspor og vis!”, på et sprog hun ikke selv vidste hvordan hun kunne. Hvidulven stoppede. Den luntede over til Lilly og satte sig ved hendes side. Flora havde en forbinding i hånden, da hun kom løbende. Sia havde et kæmpe sår på benet. Ulven spandt og så skyldig ud. Lilly vidste ikke hvordan, men hun vidste pludselig hvad ulven sagde. “Han undskylder mange gange,” sagde hun. “Hans mage var bare blevet skudt med en pil og han troede at det var os,” forklarede hun. Sia stønnede af smerte. “Hvordan ved du hvad den siger?” spurgte Vega træt. Lilly trak på skuldrene. “Hvad hedder du?” spurgte hun ulven. “Sulva,” svarede ulven. “Kan du vise os vej til et sted i nærheden af Zalthar-kløften, hvor vi kan slå lejr?” spurgte Lilly Sulva. Sulva nikkede. Så sprang ulven af sted. “Kom,” sagde Lilly. “Vi skal følge efter Sulva.” Sia stønnede igen. “Vi er nødt til at trække Sia på Zephyr,” sagde Soleil. “Kan du sige til Sulva at vi skal gå langsomt?” Lilly nikkede. Hun løb efter Sulva. “Sulva,” sagde hun. Sulva stoppede op. “Du kom til at skade Sia. Vi er nødt til at gå langsomt.” Sulva så skyldig ud. “Undskyld,” sagde ulven skyldigt. “Det gør ikke noget,” sagde Lilly. “Du var jo bare fortvivlet.” Sulva nikkede. De andre kom. Soleil trak Sia på sin hest Zephyr. Flora hjalp Lilly op på Firefly. De skridtede roligt afsted med Sulva luntende ved siden af sig. Den hvide ulv viste dem vej til en stor lysning, hvor de slog lejr. “Tak,” sagde Lilly til Sulva. “Jeg bliver hos dig,” sagde Sulva. “Du er mit menneske nu.” Lilly gik over til Soleil. “Kan du fortælle mig noget om det her med at jeg har fået en hvid ulv?” spurgte hun Soleil. “Ja,” sagde Soleil. “Sæt dig ned, så fortæller jeg dig hele historien.”