Storm og Luna – Pegasusserne fra Eviglandet: Kapitel 4-

Kapitel 4: Skygger-

Storm vrinskede højt og stejlede. Det var meget sjældent, hun havde været adskilt fra Luna, men hendes søster var blevet ført i modsat retning end hende. Hun var blevet ført ind i en stor, mørk boks og havde et vildt og skræmt udtryk i øjnene. Hun savnede både Luna og hende pigen, der red på hende. Lilly, hed hun vidst. Hun var sød, gav godbidder, nussede Storm og red godt. Hun lagde sig ned på det hårde stengulv, drak vand fra en lille spand og spiste lidt havre fra en krybbe. Så mærkede Storm trætheden skylle ind over sig. Hendes ben rystede, hovedet var tungt og hun havde en forfærdelig hovedpine. Storm var lige ved at falde i søvn, da en mand i en sort kappe kom med et reb. Storm gik baglæns, men stødte ind i muren. Manden skyndte sig at lægge rebet om hendes hals og begyndte at trække hende ud af boksen. Hun vred sig og stejlede, da der blev lagt sadel og hovedtøj på hende. Hun blev ført ud på en ridebane med sort hegn. En rødhåret dreng med en sort kappe stiger op i sadlen og sparker Storm i siden. Storm satte straks i galop. “Dumme hest!” skreg drengen. “Rolig nu, Carlo,” sagde en mandestemme pludselig. Storm vendte sig straks og så en kutteklædt skikkelse med en træstok. “Dette er en speciel pegasus. Vingerne er mere værdifulde end andre pegasusser. Og vi skal bruge dem til at lave vingeskibet, det ved du jo godt!” vrissede manden. “Ja, ja,” sagde drengen. Storm satte af i et kæmpe bukkespring, for skulle hendes vinger skæres af? Drengen fløj af i en stor bue. Han skreg højt. Storm løb mod hegnet og fløj over det. Men et reb sluttede sig om hendes hals og trak hende ned. Storm vrinskede og stejlede, men noget ramte hende over hoven og hun faldt sammen. Manden med træstokken bøjede sig ind over hende og slog hende i hovedet med stokken. Storm vrinskede igen, men meget svagere nu. Hovedpinen var taget til i styrke og hun kunne bare ikke mere. Stokken ramte hende igen. Storm var for træt til at gøre modstand og da stokken ramte hende for tredje gang blev alt sløret. Stemmer forsvandt, men hovedpinen blev bare værre og værre. Så sortnede det for Storms øjne og hun faldt helt sammen. Hun rystede overalt, men hun kunne ikke høre noget. Hun kunne heller ikke åbne sine øjne, kun lige opfange, når skygger gik forbi hende. Hun opgav alt og lagde sig til at sove igen. Men hun opfattede et skarpt vrinsk og genkendte stemmen. Det var Luna. Storm ville så gerne sige noget til hende, men var for træt til det. Luna skulle åbenbart også rides. Hovedpinen tog af, og Storm faldt ind i en dyb søvn.