Storm og Luna – Pegasusserne fra Eviglandet: Kapitel 1-

Kapitel 1: Fare på færde-

‘Du kan ikke fange mig,’ råbte Luna til sin søster Storm. ‘Øh, jo jeg kan,’ råbte Storm tilbage. Man skulle aldrig lægge sig ud med Storm, for hun var Eviglandets hurtigste pegasus. Hun slog med vingerne og halede ind på Luna. Storms ben gik som trommehvirvler over den blå himmel for at nå Luna. Da hun kunne nå sin søster, nappede hun hende i halen og råbte: ‘taget, du er den,’ og vendte rundt.

Piger, kom ned,’ råbte pegasus-lederen, Alvilda. Storm og Luna dykkede ned og landede lige foran Alvilda på Evigpladsen. Alle de andre pegasusser i Eviglandet var også på Evigpladsen. Alvilda begyndte at tale. ‘Som I ved kommer der snart en masse børn for at lære at ride,’ begyndte hun. ‘Så vi har holdet af pegasusser der skal være med på lejren. Og som sædvanlig kommer resten til den anden ende af Eviglandet.’ Hun begyndte at læse holdet op. ‘Esta, Molina, Caris, Forlitsa, Sammiro, Thorin, Efla og Falda, I er som i plejer udtaget til rideholdet. Og så har vi to nye ridepegasusser: Storm og Luna.’ Luna kiggede overrasket over mod Storm. Storm stod bare og trippede utålmodigt, og ventede på Alvildas signal til at de måtte gå. Storm hadede nemlig at stå stille. Hun ville hellere flyve rundt med sin søster og lege fangeleg.

Da Alvilda endelig sagde at de måtte gå, sprang Storm op og fløj vildt op i luften. Luna skyndte sig at følge efter hende. ‘Hvad synes du om at vi er udtaget til rideholdet?’ spurgte Luna. ‘Jeg ved ikke… Hvordan mon det er at have sadel på? Vi er jo vant til at være frie. Jeg ved ikke om jeg har lyst.’Men det er jo vores skæbne, Storm,’ plagede Luna. ‘Det bliver sjovt!’ Luna prustede. Så fløj hun fra sin søster.

Storm fløj hvileløst rundt og sprang fra sky til sky. Da det var ved at blive mørkt og Storm skulle til at flyve hjem, ramte noget hende på ryggen. Hun vendte sig om og hendes hoved blev fanget i et reb. I det samme kom Luna flyvende. ‘Storm!’ råbte hun panikslagen. Stor vrinskede og stejlede. Hun rev sit hoved ud af rebet og begyndte at flyve ned mod Eviglandet. De landede på det grønne, bløde græs og løb ind i stalden.

‘Hvad var det der skete?’ spurgte Luna. ‘Jeg ved det ikke,’ sagde Storm. Hun gabte, lagde sig ned i halmen og foldede sine vinger omkring kroppen som et tæppe. ‘Men hvad det end var, så skal vi nok klare det sammen. Og jeg lover at give rideholdet en chance,’ fortsatte Storm. ‘Tak,’ hviskede Luna. Storm lagde hovedet på halmen og gabte igen. Så lukkede hun sine øjne, og lidt efter sov hun.